Den lykkelige forening - Grundbog i katolicismen

2. En påskemesse

(katolicisme og protestantisme)   Hvordan kan vi blive vædet af skumsprøjtet? Hvor kan vi finde foreningen med Gud, der bringer os den sande lykke? I troen på Jesus Kristus, som bibelen taler om, vil alle kristne kunne svare. Dette er en grundlæggende sandhed. Alle katolikker og de fleste protestanter anerkender desuden barnedåben og de oldkirkelige trosbekendelser. Dermed skulle man næsten synes, at så var alt sagt om kristen tro. Alligevel og på trods af denne fundamentale enighed opstod der en stor kløft i den europæiske kristne familie i begyndelsen af 1500-tallet, kaldet reformationen, hvor protestanterne skilte sig ud fra den katolske moderkirke og grundlagde deres egne kirker. I nyere tid har protestanter og katolikker på mange måder nærmet sig hinanden, både i teori og endnu mere i praksis. Senest er der udsendt en fælleserklæring af katolikker og lutheranere i spørgsmålet om »retfærdiggørelse«, der spillede en hovedrolle på reformationens tid. Erklæringen viser så stor tilnærmelse i dette spørgsmål, at man kan spørge, om det virkelig var nødvendigt med en reformation, der kløvede kristenheden midt over ned igennem Europa, og som ganske vist på nogle områder fik ryddet op i misbrug og dekadence, men som på endnu flere områder fik tragiske følger. Man kan altså hævde, at de traditionelle stridsspørgsmål fra reformationens tid ikke længere spiller den store rolle for forskellen på katolikker og protestanter, og at de måske i virkeligheden aldrig har gjort det. Men at de egentlige forskelle er af en dybere art, nemlig i synet på og betydningen af forening, helhed og fællesskab, så at de to retninger af kristne endog kan se forskelligt på spørgsmål som:   Hvad er mennesket? Hvem er Gud, og hvor findes han? Hvad menes der med frelse? Hvad er kirken? Hvilken betydning har det for mit liv?   Det er nogle af de spørgsmål, som vi efterhånden skal komme til at behandle i denne bog. Men lad os først tage til påskemidnatsmesse. Klokken er henved fireogtyve, luften er kold og fugtig. Uden for den katolske kirke har henved et par hundrede mennesker taget opstilling, ikke så få med småbørn tumlende omkring eller sovende i forældrenes arme. Småfrysende, afventende retter forsamlingens opmærksomhed sig mod to af drengene klædt i hvide dragter, der med tændstikker forsøger at antænde nogle briketter og papirsstykker i en havegrill, der er kamoufleret med sølvpapir til lejligheden. Bålet fra grillen, der omsider blusser op så ministranterne og præsten må træde tilbage og passe på deres dragter, skyldes ikke at menigheden har taget fejl af tid og sted for den årlige sommerudflugt; ej heller er det en happening for at trække mennesker i kirke om natten, som om det andre steder ikke kunne være svært nok om dagen. Nej, hvad der sker i denne påskelørdags nat, hvor man i tidligere tider forskriftsmæssigt måtte skaffe ild med gnister fra flintesten, er intet mindre end forberedelsen til årets største begivenhed i den katolske kirke: fejringen af festen for Kristi opstandelse. Som gnisten springer fra flinten kommer ilden og lyset fra Kristus, som er hovedhjørnesten for kirken. Præsten står klar med det meterhøje nye påskelys, som han forsigtigt holder hen i flammen, og kort efter bevæger hele forsamlingen sig efter præsten og ministranterne i procession hen imod kirken. Nattens mørke hviler over kirkerummet, mens menigheden tager plads. Kun påskelyset, som præsten holder frem, lyser op i midtergangen. Tre gange synger han: - »Kristus, verdens lys«. Menigheden svarer: - »Gud ske tak og lov.« Påskelyset symboliserer den opstandne Mester og er forsynet med et kors samt årstallet, de græske bogstaver for alfa og omega (Kristus . begyndelsen og afslutningen) samt fem røgelseskorn, et billede på Kristi sårmærker. Præstens hjælpere, de hvidklædte ministranter, både drenge og piger, holder deres lys ind i påskelyset, går ned langs midtergangen og bringer lyset videre til de tilstedeværende, der alle holder et lys i hånden. Når de første på bænkeraderne har fået tændt, giver de lyset videre til dem ved siden af og så fremdeles. Som lysene tændes et efter et, oplyses kirkerummet stadig mere, og til sidst stråler det som et stjernetæppe i sin fulde glans fra kærterne hos alle de tilstedeværende, der står stille eller mediterende, med lyset foran sig. Kristus, verdens lys breder sig fra den ene til de mange. Den højtidelige påskenatsmesse har taget sin begyndelse. Den foregår på samme tid og på samme måde over hele jorden. Den katolske religion er med sine over 1 milliard tilhængere ikke alene langt det største kristne kirkesamfund, men også den største verdensreligion. Den er mere udbredt end islam, hinduisme, buddhisme eller nogen anden religion. Ordet katolsk kommer af græsk: kata holon, som betyder »i sin helhed«, og for en førstegangsbesøgende til en katolsk messe vil opdagelsen af at befinde sig i en broget helhed af mennesker være et af de første indtryk der melder sig. Hvor folkekirken er en udpræget national dansk kirke, og som selv ofte fremhæver denne særegenhed, er den katolske kirke universel. Den forener alle mennesker, uanset hudfarve, sprog eller social herkomst, den er den internationale kirke. Der kan være over 50 nationaliteter repræsenteret i en dansk katolsk kirke til messe om søndagen, og ofte er kun halvdelen af menigheden indfødte danskere. Det betragter den besøgende dog gerne som en charme. Det væsentligste problem synes at være, at nytilkomne tamiler og vietnamesere har svært ved at synge med på Grundtvigs salmer og måske ikke forstår alt i prædikenen, der dog heldigvis er kort. Men kirken forener ikke kun folkeslag. Blot ved at betragte den katolske kirke, står én ting lysende klart: dens utrolige mangfoldighed og spændingsfyldte rummelighed på alle planer. Her mødes dyb fromhed og åbenlys verdslighed, ritualer og spontanitet, gejstlige og menige, pavetro og kritikere, stille meditation og ivrigt samfundsengagement, folkereligiøsitet og videnskab, nøjsomhed og kunstnerisk pragt, fortid og nutid, levende og døde. Kirken er for en katolsk betragtning Kristi mystiske legeme, og han - Kristus - rummer det hele. Derfor kaldes kirken også katolsk i den forstand, at den omfatter hele mennesket og hele troen. Hvad er forklaringen på denne kirkes mangfoldighed, dens evne til at forene de mest forskellige mennesker og kulturer under samme tag? Protestanten eller kritikeren vil svare noget med centralisering og magthierarki. Katolikker vil hellere svare med et teologisk udtryk: inkarnation, d.v.s. at Gud forenede sig med mennesket ved selv at blive menneske, hvilket dybest set er uforståeligt for vor fattevne. Det forbliver et mysterium. Men det hedder i det Ny Testamente hos evangelisten Johannes (1:14), at »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os«, og med dette menes, at Gud blev synlig og nærværende i mennesket Jesus Kristus. Netop den dybe betydning af inkarnationen markerer den katolske egenart i forhold til protestantismen. Derfor får Jomfru Maria den plads, som hun har. Gud blev jo i første række menneske gennem hende. Hvad var der blevet af inkarnationen, hvis ikke der havde været en jødisk pige, som havde sagt: »Det ske mig efter din vilje«? Hun var vel blevet forberedt åndeligt til dette ja-ord; men uden hendes frivillige ja var Gud ikke blevet menneske. Maria er derfor til alle tider forbilledet for den kristne ved sin frie modtagelse af Kristus og ved sin forening med ham i sit liv; hun viser det højeste, som Gud kan gøre i et menneske. Og hun bliver moder til alle, fordi vi bliver Guds børn takket være Gudsønnens mysterium, der virkeliggjordes i hendes skød. Jomfru Maria kan gå i forbøn hos Gud for de troende; man kan derfor bede til hende som til andre helgener. Tilbedelse, derimod, tilkommer Gud alene. Protestantismen afviser Marias betydning i frelseshistorien; mennesket betragtes som fundamentalt syndigt og så radikalt adskilt fra Gud, at det ikke kan samarbejde med hans nåde. Eller lad os tage den hellige kommunion, d.v.s. nadveren. Til forskel fra protestantismen er det den katolske opfattelse, at brød og vin bliver forvandlet til Kristi legeme og blod; at der med andre ord sker et under eller et mirakel, når præsten på vegne af Kristus selv læser indstiftelsesordene. Det indviede brød og vin er ikke kun symboler eller noget, der blot bygger på menneskelig tro, men virkeligt Kristi legeme og blod. Således skabes der den stærkest mulige forening mellem Kristus og den troende. Kommunion betyder jo: forening - d.v.s. forening mellem Gud og mennesket og mellem mennesker indbyrdes. Ordet bliver kød, Gud bliver nærværende i det synlige ... Det er katolsk tro, at Gud betjener sig af indviede præster til at gøre det offer, hvori Kristus gav sig selv én gang for alle, synligt og nærværende i sakramentets tegn. Protestantismen benægter forvandlingen og reducerer sakramentet til den menneskelige, fysiske dimension. At kirken har en guddommelig dimension, og at det kirkelige embede er guddommeligt indstiftet, bliver ligeledes afvist. Præsten anses ikke for at være Kristi bemyndigede sendebud; den hellige, universelle kirke, Kristi mystiske legeme, bliver en verdslig, administrativ institution. Hvor folkekirken kun har to sakramenter, dåb og nadver, har den katolske kirke hele syv. En række andre »tegn« kan karakteriseres som typisk katolske, såsom korstegn, vievand, processioner, indvielser, mosaikruder, statuer, korsveje, røgelse, rosenkranse o.s.v. Hele menneskets sanseapparat bliver aktiveret under messen; heroverfor er protestantismens gudstjeneste først og fremmest en vægtlægning på høresansen i form af prædikenen. Allesammen vil tegnene eller sakramenterne på en eller anden måde udtrykke, at Gud, der er skjult for menneskets øje, alligevel er nærværende i det synlige, at hans væsen er kærlighed, der indbyder til fællesskab. Og atter ligger begrundelsen i inkarnationen. Mennesket har brug for ydre tegn og ceremonier, som viser hen til Gud. Mennesket er af kød og blod, ikke kun ånd. Det har sanser, ikke kun intellekt. Den katolske religion er én stor sanseverden, som formidler Guds kærlighed til den enkelte. Den tager med forkærlighed udgangspunkt i det menneskelige og synlige, lige fra barnet første gang står ved julekrybben og her møder alt det, som det kan føle hengivenhed for, til den gamle døende, der modtager de syges salvelse som tegn på, at Gud er hos ham også på den sidste svære rejse. Ved at borttage den fortsatte inkarnation af »Ordet« fra Gud, d.v.s. Kristus, risikerer mennesket at gå tabt for Guds kærlighed og tiltale. Hvor protestantismen trængte frem, forsvandt mysteriet om Skaberens forening med sin skabning; kristendom blev gjort til det, der kan måles ud fra en menneskelig målestok.   Og så har kirken en pave. Katolikker kan have forskellig mening om pavers udtalelser om tro og moral. Men de vil alle være enige om, at Petersembedet er indstiftet af Kristus selv, og at det først og fremmest er et synligt tegn på kirkens enhed. »At de alle må være ét...«, bad Kristus selv (Joh. 17:21). Som protestant accepterer man ingen hyrde eller kirkemyndighed for hele kirken; konsekvensen er blevet, at protestantismen i dag er splittet op i mere end 20.000 forskellige kirkesamfund og sekter rundt om i verden. Heroverfor vil en katolik vil pege på, at enheden mellem de troende ikke kun er usynlig, men også skal blive synlig »... for at verden skal tro« - igen på baggrund af inkarnationens alvor: at tage mennesket som det er. De kristnes enhed, der er en udtrykkelig befaling fra Kristus, handler om at helbrede den ulyksalige splittelse, der findes mellem mennesker, og fremme enheden mellem dem indbyrdes. Hvor de protestantiske kirker med forkærlighed fremhæver den skarpe modsætning mellem Gud og mennesker, tro og fornuft, tro og handling, evangelium og lov, individ og fællesskab, kirken og verden o.s.v. idet man betragter sådanne modsætninger som nødvendige for at evangeliet kan fokusere på den enkeltes syndsforladelse, og hvor de kendetegnes af en grundlæggende afvisning og protest over for religiøs kultur (jævnfør ordet »protestant«) - da er den katolske kirke grundlæggende bekræftende og kulturåben, og den forener gerne sådanne tilsyneladende modsatte eller komplementære størrelser, fordi de er dele af den store helhed, som evangeliet udfolder om Guds kærlighed. Delene er ikke i strid med helheden, og helheden heller ikke med delene, for den ser Guds nærvær overalt og er åben for enhver sandhed og enhver værdi. Kirken er indstiftet af Kristus for i ham at være et »tegn på og et redskab for den nære forening med Gud og hele menneskeslægtens indbyrdes enhed« (LG, 1). Men at forene modsætninger er ikke noget, den katolske kirke selv har opfundet. Det er kun muligt, fordi Den Højeste selv valgte at overbygge modsætningen mellem sig selv og verden ved inkarnationen, ved at lade »Ordet blive kød«, ved at sende Jesus Kristus, der ved sin død og opstandelse gjorde Guds kærlighed synlig og forenede mennesket med det tabte paradis. Kristus, verdens lys, breder sig fra den ene til de mange.