Den lykkelige forening - Grundbog i katolicismen

22. Menneskehedens kirke
Man kan have vidt forskellig mening om den katolske kirke. Men blot ved at betragte den - uden at vurdere- står i al fald én ting lysende klart: dens utrolige mangfoldighed og spændingsfyldte rummelighed. Her mødes dyb fromhed og åbenlys verdslighed, fastlagt ritual og spontan livsglæde, gejstlige autoriteter og ustyrlige lægfolk, stille meditation og ivrigt samfundsengagement, folkereligiøsitet og videnskab, den yderste nøjsomhed og kunstnerisk pragt, fortid og nutid, levende og døde. Katolicismen er en altomfattende, universel religion, den største i menneskehedens historie. Den har i løbet af sin to tusindårige historie optaget i sig alle de religionselementer, den har mødt på sin vej, som ved deres sandhedskim kunne tjene formidlingen og udbredelsen af Kristi evangelium, og den har kunnet assimilere og indføje i sin syntese mysteriekult, romersk og germansk retsvæsen, platonsk og aristotelisk filosofi, naturreligiøse elementer, moderne udviklingstanker og meget andet. Det er med rette blevet sagt, at alle religionshistoriens fænomener vil kunne studeres i denne ene religion, og katolicismen er efter sit væsen inklusiv og kulturåben i en grad, som er fuldstændig enestående i kristenheden. Den har ikke bevaret og beskyttet sit jeg på en ubevægelig, mekanisk måde, men har vokset og foldet sig ud på organisk vis. Den har vist en vilje til fornyelse og selvkritik, som det Andet Vatikankoncil i vor tid vil være det bedste eksempel på. Og om hundreder af år vil katolicismen være blevet endnu rigere og mangfoldigere i sin kultur, sin lære og sin styrelse, end den i dag står for os. En religionshistoriker i det fjerde årtusinde efter Kristus vil uden besvær opdage lag af forestillinger, fænomener og former i katolicismen, hvis rødder kan føres tilbage til Afrika, Indien og Kina. Katolicismen er virkelig et kompleks af modsætninger i enhed. Men modsætninger er ikke modsigelser; de ophæver ikke sig selv inden for enheden. Hvor der er liv, må der være spænding og modsætning, for kun således er vækst mulig, kun således kan stadig nye former vælde frem. Men går vi fra den ydre betragtning til den indre, fra det udenforstående iagttagende blik til den troende katoliks egen forståelse, altså fra »katolicismen« som religion eller religiøst system til den katolske kirke og Kristi mystiske legeme, da opleves denne kirke ikke som modsigelser, der udelukker hinanden, lige så lidt som »øret« og »øjet« eller »hånden« og »foden« udelukker hinanden (1 Kor. 12:15-16), men som rige og mangfoldige fremtoninger, der gensidigt befordrer og befrugter hinanden. Hvorledes skulle det også være anderledes, når nu kirken er ét, såvel ud fra sit ophav, som er Treenigheden, som ud fra sin sjæl, som er den Hellige Ånd? Hvad vi her skal tale om er altså kirkens mest karakteristiske egenskab: dens katolicitet. Det var den hellige Ignatius, biskop i Antiokia, der første gang bevidnede brugen af ordet katolsk. Det sker omkring år 110, mens han er på vej som fange til sit martyrium i Rom. I et brev til menigheden i Smyrna skriver han: »Hvor Jesus Kristus er, dér er også den katolske kirke«. Katolsk (af græsk: kata holon) betyder: i sin helhed. Ordet katolsk bruges i to forbindelser, om kirken og om troen, altså kirken i sin helhed og troen i sin helhed. I dette kapitel skal vi se på kirken i sin helhed. Fordi Kristus er kommet som frelser for hele menneskeheden og Gud i ham lod bo hele sin fylde for at »forsone alt med sig« og at »sammenfatte alt i ham« (Kol. 1:20; Ef. 1:10), må også hans legeme efter sit væsen omfatte hele menneskeheden og alt menneskeligt. Kristus har allerede ved sit store offer sejret over synden på hele menneskehedens vegne, så kirken når først til fuldendelse ved at omfatte hele menneskeheden – den må ifølge sin guddommelige naturs drift være hele menneskehedens kirke. Nogle har forsøgt gennem teologisk pillearbejde at finde tilbage til en »oprindelig« kristendom, utallige andre har dannet sekter, hvori de har dyrket en bestemt side af evangeliet og udeladt de andre og derved adskilt sig fra Guds folks fulde fællesskab. Men når Jesus taler om Gudsriget, ligger enhver form for sekterisk indskrænkning eller adskillelse ham fjernt: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? ... Det er som med et sennepsfrø; når det lægges i jorden, er det mindre end alt andet frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end de andre urter og får store grene, så himmelens fugle kan bygge rede i dets skygge« (Mk. 4:30-32). Det er slet ikke muligt at forstå den katolske kirke uden denne dimension af organisk udfoldelse, som ligger uendelig langt fra enhver sekterisk partikularisme. Kirkens katolicitet kommer i første række deri til udtryk, at den er for alle mennesker i alle lande, af alle racer og kulturer, for alle sociale grupper. Den katolske kirke er den universelle kirke. Dette ligger i evangeliet selv. Guds søn blev menneske på den måde, at han antog en menneskelig natur, vor fælles natur, som i hans guddommelige person blev forenet med Gud. Alle, der bliver født med denne natur, er derfor kaldet til at blive Guds børn, til at opnå syndsforladelse og blive delagtiggjort i Jesu liv. I overensstemmelse hermed befalede Jesus sine disciple at forkynde evangeliet for hele verden: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn« (Mt. 28:19). Det rige, som Jesus forkynder, havde fra fødselen af tendens til at blive verdensreligion, for hans budskab er religion i sin reneste form, hævet over alle nationale eller andre jordiske begrænsninger. Også i Jesu jordiske liv findes en klar og udtalt universalisme. I sin messianske bevidsthed hæver han sig op over alle nationale fordringer; han er ikke blot Davids søn, men Menneskesønnen, han tilhører ikke jøderne alene, men alle mennesker. Det jødiske folk Israel skulle, som profeterne havde bekendtgjort, blive grundlaget for det Gudsrige, der skulle omfatte alle folk og nationer. Men Jesus undlod aldrig at tage kontakt til ikke-jøder, og han betrådte gentagne gange hedensk landområde for ligefrem at tilstræbe kontakt med de fremmede her. Ved enkelte lejligheder fremhæver han direkte de fremmede folks tro, som da han helbredte den syrisk-fønikiske kvindes datter: »Kvinde, din tro er stor!« eller sagde om den romerske kaptajn, hvis syge tjener han havde gjort rask: »Sandelig siger jeg Jer: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel!« (Mt. 15:28; 8:10). Så længe Jesus levede på jorden, tilhørte han sit folk; ud af dette dannede han det nye Israel ved at kalde de tolv apostle. Efter hans opstandelses kraftfulde tilsynekomst voksede der ud af denne lille spire det mægtige træ, i hvis grene himlens fugle byggede rede. Allerede med sprogunderet på pinsedag trådte det nye katolske fællesskab frem i sin helhed, der omfattede alle sprog og alle nationer. De jødiske »kimblade«, der i begyndelsen var nødvendige til at fremskaffe og bevare den nødvendige næring, måtte vige for den voksende plante, og da de senere blev en hindring for at denne kunne skyde i vejret, eller i hvert fald ville forsnævre dens vækst, blev de beslutsomt fjernet af Peter og Paulus. Den katolske kirke er den internationale, den universelle kirke. Den samler Guds folk i alle nationer som borgere i et rige, der ikke er af jordisk, men af himmelsk karakter. I alle nationer, under alle himmelstrøg, i alle afkroge af verden findes denne kirke udbredt, i storbyer såvel som bjerglandsbyer; overalt fejres den samme hellige messe. Selv i den enkelte menighed vil man ofte møde en broget forsamling af kulturer og racer, og om man kommer som besøgende fra Vietnam eller Polen, Mexico eller USA, kan enhver finde sig hjemme i fællesskabet, for det er den samme gudstjeneste med den samme ophøjede liturgi der fejres, den samme tekst i evangeliet der prædikes over, de samme hellige tegn, der møder den besøgende. En lille dreng, der kommer fra Sri Lanka til en menighed i Frederikshavn, kan ikke mange danske ord, men han kan med det samme gøre tjeneste som ministrant under messen, for det har han lært i kirken hjemme på Sri Lanka. Kirken er ikke noget, der ønsker at blive oprettet inden for menneskeheden, og som følgelig bygger endnu flere skranker og adskillelser op i menneskeheden. Kirken er ikke en ny gruppedannelse – den er tværtimod noget så verdensomfattende, at den ønsker at nedrive alle skranker i menneskeheden. Denne verdensomfattende indstilling, der er forankret i Jesu budskab, har den katolske kirke og den alene overtaget i dens fulde vidde og dybde. Den katolske kirke er ikke et kirkesamfund ved siden af andre kirkesamfund, en kirke blandt mange, den er ikke en kirke inden for menneskeheden – den er ganske enkelt menneskehedens kirke. Denne påstand giver dens virksomhed såvel dens tålmodige udholdenhed som dens store stil. Aldrig er dens bestræbelser gået under i rent nationale bestræbelser, aldrig har kirken gjort sig til livegen slave under en verdslig stat. Vel har den tidligere i historien forfaldt til at blive de franske kongers eller den tyske kejsers tjener, men det var kun korte forbigående tilbageskridt i dens verdensmission. Gennem seje kampe sikrede den sig altid påny den indre frihed fra fyrster og folk som hele menneskehedens kirke. Den er aldrig blevet til et nationalt bestemt kirkesamfund i lighed med den anglikanske kirke, den russisk-ortodokse kirke eller den danske folkekirke. Lige så suveræn og uafhængig den katolske kirke er i forhold til denne eller hin statsmagt, lige så nært er den forbundet til hvert folks menneskelige og kulturelle egenart. Universalismen forudsætter ligefrem respekt for hvert folks særegenhed. Respekten for denne folkelighed hænger for den katolske opfattelse sammen med det harmoniske forhold mellem natur og overnatur, mellem det på forhånd givne og det ved nåden frembragte. Som tidligere beskrevet er dette forhold ikke et fjendskab mellem to parter, men et frugtbart samarbejde, en griben ind i hinanden, der danner den helhed, som skaberværk og frelsesværk er bestemt til at udgøre. Det overnaturlige liv, som kirken formidler gennem ord og sakramenter, tager den menneskelige natur med dens anlæg og gaver, med dens folkelighed i kultur, sprog og mentalitet i sin tjeneste og benytter den som sit levende byggemateriale. At det katolske kristenliv indebærer et markant folkeligt islæt kan ingen være i tvivl om, der betragter dets forskelligartede fremtoning fra land til land, ja selv fra egn til egn. For den katolske kirke er intet mere fremmed end at forgribe sig på de særlige værdier, som hvert folk betragter som kostbart arvegods. Det gælder tværtimod om at beskytte og forsvare, ja at optage sådanne værdier, for så vidt de er det værd. Det gælder også den før-kristne og ikke-kristne verden. Vel har hedenskabet ikke haft større modstander end kirken, for så vidt der har været tale om frafald fra den levende Gud, selvforgudelse eller naturforgudelse; og hvor den kristne mission trængte frem gennem historiens forløb, blev hedenske skikke som menneskeofringer, enkebrændinger, spædbørnsdrab og kvindelig omskærelse ubønhørligt afskaffet. Men hedenskab er ikke blot og bart frafald; der findes kim af sandhed overalt. Og for så vidt alt, som er født ud af ren og uforfalsket natur, hører Guds rige til, blev de nye kulturer med deres sædvaner og forestillinger optaget i kirkens liv, hvorved de blev yderligere renset og opløftet. Gennem de render og kanaler, som missionærerne har gravet i det fremmede, flyder de rige og brogede vande med folkeslags og individers særlige liv, de forener sig i kirken, renses af Helligånden og bliver til én mægtig strøm, en gigantisk bølge, der går gennem hele menneskeheden. »Dette er det katolske i dets grundidé: Gudstroens, Kristuskærlighedens mægtige overnationale åndsbølge, næret og båret af hver nations og hvert individs egenart og særlige kraft, men besjælet og renset af sandheds og kærligheds guddomsånd!« (Karl Adam). Ved kirkens katolicitet forstår vi også, at den retter sig til hele mennesket og dets eksistensvilkår. Det menneskelige legeme, den menneskelige natur, med dens forstand og vilje, dets sansers behov og dets lidenskaber omfattes med kærlig forståelse. I århundredlange kampe med gnostikere og manikæere, med albigensere og katharere og hvad disse sekter nu ellers hed, forsvarede den katolske kirke menneskelegemets ret og værdighed og i forbindelse hermed retten til ægteskab og ægteskabets værdighed. Legemet er ikke, som man også inden for protestantismen stadig kan finde opfattelsen af, et syndigt redskab for drifterne, men Guds hellige, skønne skabning. Kirken elsker legemet og har tilskyndet kunstnere til at fremstille det i al sin skønhed, der vidner om skabelsesordenens godhed. Pleje af kunsten i dens mange arter og former er i det hele taget noget væsentligt for kirken, fordi det, som hører naturen til, er væsentligt for den. I respekten for den naturlige verden findes baggrunden for kirkens hensyntagen til menneskets sanser og deres behov. Eftersom mennesket ikke er lutter ånd eller forstand, men også bundet til et legeme, har det trang til at gribe det åndelige i synlig, følelig form. Dette er grundlæggende for hele kirkens sakramentalisme. Det katolske, det universellle, viser sig ikke mindst deri, at kirken ikke giver tro og viden, åbenbaring og fornuft lov til at slide sig fra hinanden som uforsonlige modsætninger, men at den sætter dem i forhold til hinanden og åbner videnskaben for troen og troen for videnskaben. Hele mennesket og dets eksistentielle vilkår omfatter ligeledes den samfundsmæssige og politiske verden, det lever i. Kirken anerkender fuldt ud de jordiske tings retmæssige selvstændighed; i kraft af selve skabelsesordenen er alle ting udstyret med en iboende stabilitet, sandhed og godhed. Men kirken må afvise en opfattelse af verdens selvstændighed, hvis der hermed menes, at de skabte ting ikke afhænger af Gud, og at menneskene kan bruge dem uden hensyn til Skaberen. Det er også kirkens opfattelse, at Kristus er nøglen, midtpunktet og endemålet for menneskehedens historie. At skelne, men ikke adskille udtrykker således den katolske opfattelse af forholdet mellem kirken og verden. Kirken er kaldet til at gennemtrænge verden med evangeliets ånd, idet »den tjener som en surdej og en slags sjæl i det menneskelige samfund, der jo skal fornyes i Kristus og forvandles til Guds familie« (GS, 40). Dette er ikke mindst et ansvar, der påhviler det kristne lægfolk, som handler ud fra deres egen samvittighed og som samfundsborgere. Kirken som sådan er derimod ikke bundet til noget bestemt politisk, økonomisk og socialt system, ligesom den også kun kan virke ved sit ord og sin Ånd. Ved denne uafhængighed og universalitet udgør den katolske kirke et forenende bånd mellem menneskegrupper, nationer, racer og klasser, der savner noget sidestykke i historien. Dens hyrdeembede inspirerer til stadighed til forsvar for menneskets værdighed og menneskenes indbyrdes enhed. Kirken har også myndighed til at vejlede menneskets fornuft og samvittighed med henblik på livet i samfundet og verden. Det er på denne baggrund, at man skal se den katolske kirkes dynamiske holdning til samfundslivet, blandt andet i form af de pavelige rundskrivelser eller encyklikaer om sociale spørgsmål. I den lutherske forestilling er dette en utålelig sammenblanding af kirkelig og verdslig magt. Men den katolske kirke kan ikke acceptere en adskillelse af menneskets virkelighed, der lader samfundet og verden køre efter deres egne love uden at åbne sig for Gudsrigets perspektiv. Kirken retter sig til alle mennesker og til hele mennesket, men denne universelle kirke lever i tid og rum og virkeliggør sig i den lokale kirke. Kirken er både universel verdenskirke og lokal kirke. Når Paulus taler om »Guds kirke i Korinth« (1 Kor. 1:2) vil han sige, at kirken i Korinth ikke blot er et udsnit eller et forvaltningsområde af den universelle kirke; der er snarere tale om, at den slet og ret er Guds kirke således som den er repræsenteret og realiseret i Korinth. På samme måde fastslår Andet Vatikankoncil: »Det er i og af disse lokale kirker, den ene og udelte katolske kirke består« (LG, 23). De lokale kirker er delkirker, hvori Kristi ene, hellige, katolske og apostolske kirke er til stede og virker. Af samme grund kan de ikke eksistere isoleret, men kun i fællesskab med de andre lokalkirker. Enhver lokal kirke har i sin egen midte behov for en fylde og mangfoldighed af gaver og tjenester. Der vil være behov for såvel præster, ordensfolk og lægfolk. De kristne ægteskaber og familier vurderes højt og betegnes som »en slags huskirker« (LG, 11). Katolicitet betyder altså på ingen måde uniformitet, men en mangfoldig, til tider spændingsfyldt rigdom. Enhver del og ethvert element, enhver gruppe og bevægelse må, for at være katolsk, ganske vist acceptere en vis spænding og binding i forhold til de andre dele og elementer og forblive i fællesskabet med dem. Katolicitet betyder frem for alt en sigen ja til værdierne over hele linien, åbenhed for hele verden i den ædleste og mest omfattende forstand. Kirken siger med Paulus: »For alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle. Og alt dette gør jeg for evangeliets skyld« (1 Kor. 9:22-23). Der står et afgørende spørgsmål tilbage, som vi endnu ikke har besvaret: Hvem tilhører den katolske kirke? Kirken er frelsens universelle sakramente. Alle mennesker er kaldet til den, og den er nødvendig til frelse for alle. Grunden hertil angiver det Ny Testamente selv, nemlig at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus: »Der er kun én Gud og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Jesus Kristus« (1 Tim. 2:5). Kun den, der tror på ham og bliver døbt i hans navn, vil få del i frelsen: »Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst« (Mk. 16:16). Dermed er kirkens nødvendighed til frelse også sagt, for dåben er den dør, hvorigennem vi træder ind i kirken. Derfor vil de mennesker ikke kunne frelses, der på trods af, at de ikke er uvidende om, at Gud ved Jesus Kristus har grundlagt den katolske kirke som nødvendig til frelse, alligevel ikke har villet træde ind i den eller vedblive med at være i den. Når kirkefædrene så ofte har understreget: »Uden for kirken ingen frelse« skal det forstås i den positive mening, at al frelse kommer fra Kristus, der bliver nærværende for os ved sit legeme, kirken. Dette udsagn angår imidlertid ikke dem, som uforskyldt er uvidende om Kristus og hans kirke. Da den katolske kirke er det universelle frelsens sakramente, men der faktisk findes mange mennesker, som uden egen skyld ikke tilhører den, gives der forskellige måder og grader af tilhørsforhold til kirken: »Fuldstændig indlemmet i kirkens fællesskab bliver de, der har Kristi Ånd og tager imod hele kirkens ordning og alle de frelsesmidler, der er nedlagt i den, og som med Kristus, der styrer den gennem paven og biskopperne, forenes i kirkens synlige struktur ved disse bånd: trosbekendelsen, sakramenterne og det kirkelige styre og fællesskab. Derimod frelses den person ikke, der ganske vist er indlemmet i kirken, men ikke holder ud i kærlighed, altså nok forbliver i kirkens skød 'med legemet' men ikke 'med hjertet'. Men måtte alle kirkens børn huske på, at deres fortrinsstilling ikke skal tilskrives deres egne fortjenester, men Kristi særlige nåde; og hvis de ikke i tanke, ord og gerning svarer til denne nåde, vil de langt fra blive frelst, men desto strengere dømt« (LG, 14). Herefter følger de andre kristne: »Kirken ved, at den af flere grunde er forenet med dem, der som døbte hædres med navnet kristne, men som ikke bekender hele troen eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger« (LG, 15). »De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, omend ikke fuldkomment fællesskab med den katolske kirke« (UR, 3). Kristi ene kirke eksisterer konkret i den katolske kirke, men det betyder ikke, at Kristi kirke slet og ret er identisk med den katolske kirke, for mange af de elementer og goder, som giver kirken liv og vækst, findes uden for den katolske kirkes synlige skranker: Guds skrevne ord, nådens liv, troen, håbet og kærligheden samt andre af Helligåndens gaver. Kristi Ånd har ikke vægret sig ved at bruge disse kirker og kirkesamfund som midler til frelse, midler, hvis kraft stammer fra selve den nådens og sandheds fylde, som er blevet betroet den katolske kirke. Og dog, siges det videre, besidder »de brødre, der er adskilt fra os« ikke den enhed, som Jesus Kristus har villet skænke alle dem, som han genføder og levendegør til ét legeme. »Alene gennem Kristi katolske kirke, som er den universelle hjælp til frelsen, kan nemlig hele fylden af midler til frelse opnås. Vi tror naturligvis, at det ene og alene er til det apostolske kollegium, som Peter fører forsædet i, at Herren har overdraget alle den nye pagts goder, men henblik på at danne ét Kristi legeme på jorden, som alle, der allerede på en eller anden måde hører til Guds folk, fuldt ud bør indlemmes i« (UR, 3). De mennesker, som endnu ikke har modtaget evangeliet, er på forskellig måde henordnet til kirken. Dette gælder i første række det gamle jødiske pagtsfolk, som Gud først talte til, men også muslimerne, der tror på Skaberen. Kirken anerkender de ikke-kristne religioner for deres søgen gennem skygger og billeder efter den ukendte Gud, som alligevel er nær ethvert menneske, siden det er ham, som giver alle liv, ånde og alt andet, og fordi han vil »at alle mennesker skal frelses og komme til sandheds erkendelse« (1 Tim. 2:4). Gud skænker også af sin nåde til de ikke-kristne: »De, der uforskyldt er uvidende om Kristi evangelium og hans kirke, men som dog søger Gud af et oprigtigt hjerte og i gerning under nådens indflydelse prøver at opfylde hans vilje, som de erkender den gennem samvittighedens stemme, kan opnå evig frelse« (LG, 16). »Helligånden tilbyder ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender« (GS, 22). Denne omfattende frelsesmulighed for alle mennesker fritager ikke kirken for dens kald til mission. For gennem synden er menneskers erkendelse af Gud blevet forstyrret, og ofte forveksler de Guds sandhed med løgnen og tjener skabningen mere end Skaberen. Først budskabet om Jesus Kristus bringer atter skabningens oprindelige lys tilbage, åbenbarer for mennesket dets sande selv og klargør dets høje kald. Kirken er ikke identisk med Guds rige, men den udgør »Guds riges spire og begyndelse på jorden ... Dette messianske folk er derfor, selv om det faktisk ikke omfatter alle mennesker og ofte tager sig ud som en lille flok, alligevel den sikreste kim til enhed, håb og frelse for hele menneskeslægten. Kristus indstiftede dette folk som livets, kærlighedens og sandhedens fællesskab, og han bruger det også som redskab til alles frelse og sender det ud i hele verden som verdens lys og jordens salt« (GS, 5;9). Vi kan sammenfatte: Den katolske kirke er menneskehedens kirke, for alle mennesker er kaldet til den katolske enhed i Guds folk. Alle tilhører den eller er rettet mod den på forskellig vis, både katolikkerne, de andre som tror på Kristus, og til sidst alle andre mennesker uden undtagelse, for alle er kaldet af Guds nåde til frelsen. Om kirken er det allerede sagt af Skt. Augustin: »Mange, som er indenfor, er udenfor, og mange, som er udenfor, er indenfor.«