Den lykkelige forening - Grundbog i katolicismen

25. Enhedens tegn
Kirkens kendetegn er ifølge trosbekendelsen at være: »Én, hellig, katolsk og apostolsk kirke«, og mens vi i det foregående har talt om den hellige, katolske og apostolske kirke, ja, så vil vi nu stille fokus på det første aspekt: kirkens enhed. Dette spørgsmål er for katolikker tæt forbundet med anerkendelsen af denne enheds synlige tegn: paven - d.v.s. biskoppen af Rom, apostlen Peters efterfølger og den katolske kirkes øverste leder. Som de fleste ved, berører vi her det mest følsomme emne i forhold til alle andre kirkesamfund, og kan protestantiske kirker og sekter være dybt uenige indbyrdes, er der i al fald én ting, der forener dem: modstanden mod Skt. Peters stol i Rom. Tiden er dog heldigvis en ganske anden i dag, end da Luther på sine gamle dage med opbydelse af al sin modstand og harme udgav angrebsskriftet: »Imod pavedømmet i Rom indstiftet af djævelen« (1545). Heri overgik han sig selv med sprogets værste gloser, og hans fordømmelser tåler kun sammenligning med dem, han rettede mod jøderne. Omvendt er der ingen tvivl om, at Luthers angreb på kirken blev mødt alt for fordomsfuldt og fanatisk af sine katolske modstandere, og at kirken blev så chokeret over bruddet, at den snarere forskansede sig end åbnede for dialog. I dag er situationen en ganske anden - præget af respekt og kærlighed på begge sider af de adskilte kirkesamfund, hvilket er et godt grundlag for en fremtidig enhed. Men efter katolsk opfattelse må denne respekt og kærlighed også omfatte vilje til at finde overensstemmelse om sandheden, hvis enheden skal blive ægte og varig. Kirken er én ud fra sit guddommelige ophav og forbillede, der er den Hellige Treenigheds enhed af Faderen, Sønnen og Helligånden. Den er én i kraft af at være grundlagt af Jesus Kristus, der ved sit kors forligede alle mennesker med Gud og genoprettede deres enhed i ét folk og ét synligt, universelt kirkelegeme. Og den er én i kraft af sin sjæl, den Hellige Ånd, hvormed Kristus lovede til enhver tid at bistå sin kirke og dens ledelse under Skt. Peter og hans efterfølgere. Kirken er samtidig kata holon, katolsk, d.v.s. den har navn efter helheden og det universelle; den er til det yderste mangfoldig og varieret i sine udtryksformer. Men hvis mangfoldigheden fører til splittelse, skades kirken. Den rette mangfoldighed tjener kirkens enhed, men splittelse og adskillelse modarbejder den. Hvor vi tidligere har understreget mangfoldigheden i enheden, skal vi derfor nu betone enheden i mangfoldigheden. Kaster vi et blik på kirkens verden af i dag, ser vi ganske vist megen mangfoldighed, men ingen enhed. Anarki synes at være den eneste rette betegnelse for en kristenhed, der er delt op i mere end 20.000 forskellige, ofte indbyrdes konkurrerende og stridende kirkesamfund og sekter. Et sådant anarki møder os på internettet, på de religiøse TV-kanaler og ikke mindst på missionsmarken, hvor hundredvis af forskellige missionsselskaber opererer i lande som Indien, Japan og Afrika. Selv om der også ofte er god forståelse missionærerne imellem, er og bliver splittelsen mellem de kristne indbyrdes en stor hindring og anstødssten for mennesker i almindelighed og for de kristne selv i særdeleshed. Kan det være sandt, at der samtidig inden for én og samme kirke er modsætninger i trosbekendelsen, i gudstjenesten og i kirkens fundament? Kan det, som i ét kirkesamfund er sandhed, være fejltagelse i et andet kirkesamfund, og kan det, som det ene sted gælder som dogme, være vranglære andetsteds? Kan kirkelige fællesskaber med modstridende trosforståelser og manglende indbyrdes fællesskab om sakramenterne samtidig være Kristi ene kirke? Kan Helligånden være af forskellig art? Kan Kristi legeme skilles? Kan Treenigheden måske være delt? Selv fornuften fortæller os, at der ikke findes et ordnet og frit samfund uden en regering eller et statsoverhoved, hvorfor er da Guds folk spredt for vind og vejr uden en fælles anerkendt ledelse? Men uanset enhver fornuftsmæssig eller religiøs begrundelse for enheden, hvem ville så ikke udføre en elsket persons sidste vilje, alene af den grund at det er denne person og hans sidste vilje, og det tilmed er Jesus selv? Aftenen før sin henrettelse fremsatte han sit testamente om alle troende: »At de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét« (Joh. 17:21-23). Denne udtalelse af Jesus viser, at kirkens enhed ikke drejer sig om en blot ydre, organisatorisk enhed, eller en enhed der kun bygger på fælles handling og aktivitet, men at den enhed, som Jesus ønsker, er en hjerternes og sjælenes enhed mellem Guds børn, så den bliver et billede på de guddommelige personers enhed i Guds væsen. Det kristne enhedsmål forudsætter således en forståelse af frelsen som menneskets forening med Gud, d.v.s. som dets guddommeliggørelse: Enheden må blive til i sjælens centrum. Dér hvor vi forenes med den Hellige Treenigheds mysterium, dér vil vi også forenes med vore brødre og søstre. De kristne er ikke ét, fordi de slutter sig sammen, men de slutter sig sammen, fordi de er ét. Man opretter ikke enheden, man vender tilbage til den. Man vender på sin vis tilbage til sin dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dåben er det fælles grundlag for alle kristne og for den kristne enhed, men det er ingen passiv egenskab at være Guds barn, og dåben er ingen undskyldning for at bevare status quo i spørgsmålet om kristen enhed. For at være døbt betyder at træde ind i den dynamik i retning af enhed, som lever i den Hellige Treenighed, og som Kristus åbenbarede. Målet er først nået, når, som Paulus skriver, »alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus« (Gal. 3:27). Det er altså på et indre plan, det er i den guddommelige kærligheds dyb, at enhedsbestræbelserne må begynde. Og om vi lever på dette guddommelige plan, om vi er åbne for denne kærlighed, vil vi ganske enkelt ikke kunne affinde os med de nuværende splittelser og uenigheder. Det kunne heller ikke Paulus over for sin tids splittelser: »Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning« (1 Kor. 1:10). De splittelser, han omtaler, forblev ganske vist foreløbig inden for menigheden, og når der på apostlenes tid tales om »kirker«, betød det altid kun »lokale kirker« af den ene og samme Kristi kirke. Men senere opstod der også splittelser mellem menighederne eller lokalkirkerne. Og i sidste ende førte dette til store historiske skismer. Fremfor alt har to spaltninger ført til vedvarende brud. Først kom delingen af Øst- og Vestkirken i året 1054 som resultat af en langvarig gensidig fremmedgørelse mellem de to. Og derefter indtraf den protestantiske reformation omkring 1517, der spaltede sig videre i de utallige kirkesamfund og sekter, vi har i dag. Hvis vi skal genfinde enheden fra kirkens første årtusinde, må vejen hertil ikke blot være af ydre, organisatorisk art. Vi må søge at finde frem til en indre enhed, som er bygget på sandheden. Hvori består da kirkens sande enhed? I Apostlenes Gerninger finder vi beskrivelsen af den første menighed i Jerusalem. Om den står der: »De holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne« (Ap.Ger. 2:42). Det var altså en enhed i tro, i kærlighed og i gudstjenesten under ledelse af apostlene. På samme måde taler Andet Vatikankoncil om enhedens trefoldige bånd: »Trosbekendelsen, sakramenterne og det kirkelige styre og fællesskab« (LG, 14). Dette udelukker på ingen måde en rig mangfoldighed i forkyndelsesmåder, gudstjenesteformer, fromhedsliv, teologier, kirkelove, sociale tjenester og samfundsmæssigt engagement. Som garant for kirkens enhed satte Jesus apostelen Peter. Han er enhedens tegn både blandt biskopperne og blandt alle troende. Hans primat, d.v.s. hans fremhævede stilling blandt apostlene, er overordentligt sikkert bevidnet i det Ny Testamente. Han er den, som Jesus først kalder til discipel (Mk. 1:16-18). I de fire lister over apostlene nævnes han hver gang som den første (Mk. 3:14-19). Det er Peter, der tager ordet på de andre apostles vegne (Mt. 16:23). Da Jesus er opstanden, sender englene deres budskab med kvinderne til »hans disciple og til Peter« (Mk. 16:7), og da de løber ud til den tomme grav, får Peter lov til at gå ind først (Joh. 20:1-10). Også som opstanden viser Kristus sig for Peter, før han viser sig for De Tolv (Lk. 24:34). Efter himmelfarten er det Peter, der tager initiativet til at udvælge apostlen Matthias i Judas' sted (Ap.Ger. 1:15). På pinsedagen er det igen Peter, der forkynder Kristi opstandelse og himmelfart og Helligåndens sendelse over kirken. Han døber også de første hedninger og drager på visitats i alle kirkerne (Ap.Ger. 9:32). Han fører ordet på apostelkoncilet i Jerusalem, hvilket på ingen måde udelukker hans kollegiale fællesskab med de andre apostle (Ap.Ger. 15:1-29). Peters primat kommer ikke mindst til udtryk i det nye navn, han som den eneste af apostlene modtager af Kristus: »Du er Simon ... du skal hedde Kefas« (Joh. 1:42). Det aramæiske ord kefas betyder »klippe«. Det er Jesu egen klippefaste sendelse fra Faderen, han hermed får del i. Denne udvælgelse skyldes ikke nogen fortjeneste fra hans side; ja, faktisk var Peter hverken den ældste af De Tolv eller Jesu »yndlingsdiscipel«, og vi bliver alle bekendt med hans menneskelige svagheder. Hans udvælgelse skyldes derfor ene og alene Guds frelsesplan; det er hans embede og ikke hans person, Kristus har for øje, da han betror ham: at være den klippe, hvorpå han vil bygge sin kirke. Hos Mattæus er følgende centrale tekst overleveret: »Da Jesus var kommet til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple og sagde: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger: Johannes Døber; andre Elias; andre Jeremias eller en anden af profeterne.« Han spørger dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Og Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« Da svarede Jesus og sagde til ham: »Salig er du, Simon Jonas' søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe (petros) vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene« (Mt. 16:13-19). Disse ord af Jesus har man undertiden villet se som en senere tilføjelse, fordi man mente, at det kunne han ikke have sagt. Men moderne filologiske undersøgelser viser, at hans udtalelse ikke mangler i et eneste af de gamle håndskrifter. Også om udlægningen er der nu større enighed end tidligere. Det er Jesus selv, der vil bygge sin kirke, det nye Gudsfolk. Og klippen, som den skal bygges ovenpå, er ikke Kristus alene, som nogle har ment; den er heller ikke Peters tro eller prædikeembedet, som Luther mente, men Peter selv, som er kirkens leder. Peter indtager den bemyndigede husfaders funktion, d.v.s. den kongelige magts stedfortræder, som profeten Esajas beskriver: »Han skal blive en fader for Jerusalems indbyggere og Judas hus. Jeg lægger nøglen til Davids hus på hans skulder, når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op« (Es. 22:22-23). Han er fader, latin: papa, d.v.s. pave. »Dødsrigets porte«, d.v.s. det ondes magt skal aldrig overvinde Guds kirke. Nøglemagten, som Peter får, betyder fuldmagt til at forvalte Guds hus, som er kirken. Han har fuldmagten til at »binde« og »løse«, d.v.s. til at erklære noget for rigtigt eller forkert, afvise eller antage noget, sådan at det gælder »i Himlene«, d.v.s. hos Gud. Her findes altså fuldmagten til forpligtende læreafgørelser og disciplinær myndighed til at varetage kirkens enhed, hvilket han sammen med sine med-apostle allerede udviser på koncilet i Jerusalem. Men, vil alle ikke-katolske samfund sige: alt dette drejer sig alene om Peters personlige forhold, der er ikke tale om, at hans myndighed til at styre og lære videreføres til hans efterfølgere! Her står vi ved det afgørende kontroverspunkt. I det foregående kapitel har vi allerede vist, hvorledes Skrift og tradition samstemmende begrunder den apostolske rækkefølge, hvormed Jesu særlige sendelse og fuldmagt gives videre til apostlenes efterfølgere, biskopperne. Hvad siger Skrift og tradition nu om videreførelsen af det vigtigste af disse apostelembeder? Alene det Ny Testamente indeholder tydelige henvisninger. For det første taler Jesus om fremtiden, når han i Mattæus-teksten siger: »På den klippe vil jeg bygge min kirke«. Han sætter udtrykkeligt Peters bemyndigelse i forbindelse med de sidste tiders opgør mellem dødens og livets magter, og Peters klippeembede bliver stillet som garant for Kristi evige løfte til kirken: »Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.« Hele Mattæus' hovedsigte med sit evangelium er at vise hen til Jesus som Messias og at erstatte farisæernes og de skriftkloges læremyndighed med Jesu egen læremyndighed. »Klippeteksten« er et indholdsmæssigt klimaks, hvor Jesus med henblik på fremtiden stifter sin nye kirke og overdrager fuldmagten til Peter. Den samme orientering mod fremtiden er der også tale om, da Jesus efter sin opstandelse tre gange bekræfter sin nu ydmygede og angerfulde apostel om hans udvælgelse: »Da de nu havde holdt måltid, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« Han svarer ham: »Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vogt mine lam!« Han spørger ham igen for anden gang: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Han siger til ham: »Vær hyrde for mine får!« For tredje gang spørger han ham: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Og han svarede ham: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus siger til ham: »Vogt mine får« (Joh. 21:15-17). At denne bekræftelse over for Peter – ovenikøbet understreget tre gange – finder sted efter Jesu opstandelse viser, at kirken blev grundlagt især med henblik på fremtiden. For det andet ved vi med stor sikkerhed, at både Mattæus-evangeliet og Johannes-evangeliet samt de to Petersbreve i Ny Testamente blev skrevet 20-40 år efter, at apostlen Peter i året 64 led martyrdøden i Rom. Dette er et tydeligt bevis for, at Petersfunktionen ikke kun var forbeholdt apostlen personligt, men at hans embede også efter hans død har været af aktuel betydning. For det tredje – og ikke mindst afgørende – er det således, at den, der tror på Jesus, ikke blot tror på ham som en historisk person, men som Gudmennesket, hvis ord og værk ikke er begrænsede i tid og rum, men er evige og uforgængelige. For den troende har Jesus ikke blot talt et ord eller gjort en handling i Palæstina for to tusinde år siden, men for alle tider og steder. Alle hans ord og gerninger har evighedsbetydning. Hvad Jesus har sagt og gjort for sin discipelmenighed, det har han sagt og gjort for alle tider, indtil han kommer igen. Som den første kirke havde sin Peter, sin klippe, vil kirken også til enhver tid have sin Petersklippe, der lader alle helvedes anfald gå henover sig og overvinder dem. Som apostlen Peter blev udvalgt til at være hyrde for kirkens lam og får, således vil Peter fortsat være hyrde gennem alle sine efterfølgere. Det hviler på Jesu evige ord, at hans kirke aldrig vil komme til at undvære den grundform, han selv gav den. Men hvorfor skulle netop biskoppen i Rom og ikke f.eks. patriarken i Konstantinopel føre forsædet? Her giver det Ny Testamentes beretning alene os ikke noget svar. Men den tidlige kristne menigheds tradition bekræfter lige fra det 1. århundrede sin anerkendelse af den romerske biskops primat. Årsagen hertil var ikke Roms politiske storhed, for den hedenske verdensby bød ikke den kristne biskop andre fortrin, end at han mere end alle andre var udsat for forfølgelse og had; den lange række af paver, der led martyrdøden her, er tilstrækkeligt vidnesbyrd herom. Når den romerske menighed indtog en særstilling, skyldtes det ikke rigets hovedstads anseelse, men den anseelse, denne by fik på grund af apostlen Peter. Efter at modermenigheden i Jerusalem var ophørt at eksistere i år 62, fordi dens biskop, Jakob, blev stenet af jøderne og menigheden spredt for alle vinde, overflyttede Peter og Paulus modermenighedens og dens biskops myndighed til Rom, formodentlig år 64. Det var samme år, som Peter led martyrdøden under den romerske kejser Neros regering og blev begravet dér, hvor den nuværende Peterskirke ligger. Roms særstilling fremhæves af så forskellige oldkirkelige forfattere som Klemens, Ignatius, Cyprian og Irenæus, der i sit skrift fra år 168 forsvarer den apostolske tro ... »som den findes i den største og ældste og af alle kendte menighed i Rom, der er grundlagt og opbygget af de to berømte apostle Peter og Paulus, og som den er nået lige til os ved biskoppernes sammenhængende rækkefølge ... Med den romerske kirke er det nemlig på grund af dens særlige forrang nødvendigt at enhver kirke bevarer fællesskabet.« Fra og med 300-tallet har Petersembedet i Rom en normerende lederstilling i den universelle kirke. Den katolske overbevisning er klar: I den romerske biskop har vi den Peter, på hvem Kristus i Kæsarea Filippi byggede sin kirke. Det er heller ikke tilfældigt, men udtryk for en dybsindig sandhed, at bekendelsen: »Du er Kristus, den levende Gud søn« gik lige forud for Jesu ord til Peter: »Du er klippen, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke«. Her bliver Jesu ord på én gang forudsigelse og opfyldelse. For historien har i mellemtiden lært os at kun dér, hvor Peter anerkendes, bevares troen på Guds søn, som blev menneske, og dér bestormer helvedes porte forgæves troens fællesskab. Dette har ikke alene katolikker, men hele den kristne kirke haft overordentlig glæde af. Under førerskab af Peters stol har den katolske kirke samlet de hellige skrifter og forsvaret evangeliets grundlæggende sandheder. Den har afvist de gnostiske og manikæiske drømme, den har befriet kirken fra den fare, som en Arius, Nestorius og Euthyces frembød for Kristi mysterium. Den har fastholdt troen på den guddommelige nåde, som blev angrebet af Pelagius og semipelagianerne. Den har våget over den hellige arv og forsvaret den mod et mylder af fantastiske forestillinger, falsk filosofi og mystik. Den har beskærmet kirken mod hobe af sekteriske bevægelser, der kun så én side af sandheden, men fornægtede de andre og hele kirkens fællesskab. Senere fejede oplysningstidens, den autonome humanismes og materialismens brandstorme henover verden, men alene tilbage stod rolig og i sin grund upåvirket den katolske kirke under ledelse af Skt. Peter. Den har overfor alle staters, herskeres og tidsånders magter været de fattiges, de forfulgtes, de magtesløses, de ufødte børns ensomme røst. Ingen andre, overhovedet ingen andre end den katolske kirkes paver og biskopper har gennem to årtusinder bevaret evangeliets tro og moral i dets fulde og usminkede renhed frem til kommende generationer. Vel er dette naturligvis ikke sket uden en levende vekselvirkning, ja undertiden et spændt forhold mellem kirkens hoved og dens øvrige legeme, det kristne lægfolk. Men uden Peters stol ejede vi i dag kun et tåget minde om Jesus Kristus, et af tusinder af sekter til stumper splintret billede af den kære Frelser. Kristus vidste, hvad han gjorde i Kæsarea Filippi. Hans ord blev opfyldt af historien og i en sådan grad, at de allerfleste kristne i dag, uanset konfession, ja selv mennesker af anden religion, overhovedet ikke kunne forestille sig en verden, hvor ikke Petersembedet fortsat lod evangeliets røst høre og talte til verdens samvittighed. Paven er enhedens tegn. Han er »det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden både blandt biskopperne og de troendes skare« (LG, 23). Fordi paven har en særlig opgave i forbindelse med kirkens enhed, har han også en særlig betydning for kirkens lære. Derfor har kirken et dogme om pavelig ufejlbarhed. Det blev bekræftet på Andet Vatikankoncil, der dog bringer det i sammenhæng med hele kirkens ansvar og ufejlbarlighed, og især i sammenhæng med hele bispekollegiet. Paven er ufejlbar, når han taler »ex cathedra«, d.v.s. »når han som alle de kristnes øverste hyrde og lærer, der 'styrker sine brødre i troen' (Lk. 22:32) i en definitiv erklæring forkynder en lære om tro og moral« (LG, 25). Kun i dette tilfælde har han Kristi garanti for, at han taler ufejlbart, og de troende skal da tilslutte sig i »troslydighed«. Videre siges det: »Denne ufejlbarlighed, som kirken har fået løfte om, er også til stede i bispekollegiet, når det sammen med Peters efterfølger udøver det øverste læreembede« (LG, 25). Dette kommer tydeligst til udtryk på et koncil. Den katolske lære om pavens ufejlbarhed har tidligere været et problem i den økumeniske dialog med andre kirkesamfund, men er det langt mindre i dag, efterhånden som man her er blevet klar over, hvad den i grunden indeholder. For det første betyder denne lære naturligvis ikke, at der skulle findes et menneske, som skulle være fri for at synde eller tage fejl. Også paven er et menneske med svagheder og fejl; også han går til skrifte og modtager absolution. Når katolikker flokkes omkring paven for at hylde ham, skyldes det alene hans egenskab af at være Kristi bemyndigede tjener og husholder for den universelle kirke. For det andet har Kristus udtrykkeligt lovet, at Helligånden forbliver hos kirken til tidernes ende og ikke vil tillade, at den som helhed afviger grundlæggende fra evangeliets sandhed (Mt. 16:18; 28:20; Joh. 16:13). Det er kun, fordi Kristus lever videre i sin kirke, at vi kan tale om ufejlbarlighed. For det tredje: pavelig ufejlbarhed er derfor en dimension af kirkens ufejlbarhed, ikke omvendt. Paven står ikke over kirken, og det står klart, at der ikke må mangle overensstemmelse med eller samtykke fra hele kirkens side. For det fjerde betyder ufejlbarhed heller ikke, at paven eller kirken ikke skulle kunne træffe forkerte afgørelser. Paven er kun ufejlbar, når han definerer et trosdogme. Og selv et dogme er til syvende og sidst undergivet tidens og det menneskelige sprogs begrænsning og kan derfor forbedres. For det femte: En definitiv, ufejlbar trosafgørelse foreligger kun, når den tydeligt er fastslået som sådan. Siden ufejlbarheden blev defineret i 1870, har paven kun gjort brug af denne fuldmagt én gang, nemlig med dogmet om Marias legemlige optagelse i Himlen (1950). Det kan synes overdrevent at behandle dette spørgsmål så detaljeret, eftersom paven eller paven og biskopperne kun yderst sjældent angiver at lære ufejlbart. Imidlertid er det et problem i dag, at mange katolikker fejlagtigt slutter omvendt: At når paven i et konkret dokument ikke udtrykkelig henviser til sit ufejlbare læreembede, da har det ingen særlig betydning, og så kan man endda mistænkeliggøre det eller anklage det for at være vildledende. Man overser, at også når paven og biskopperne taler ud fra deres ordinære læreembede, har katolikken pligt til at lytte i respekt, og i forventning om at det er Kristi lære og ikke en menneskelig lære, der forkyndes dem. Også i denne normale læresituation har Kristus lovet Peter Helligåndens bistand, selv om den altså ikke umiddelbart er dækket af ufejlbarhedens garanti. Pave Johannes Paul II, der ofte er blevet beskyldt for at være konservativ og for at fremhæve og befæste pavens autoritet, udsendte i 1995 den epokegørende encyklika Ut Unum Sint (»At de alle må være ét«), hvori han udtrykker en overbevisende imødekommenhed til at fremme kristen enhed. I sin rundskrivelse fremholder paven, at økumenien, viljen til enhed, fremfor alt er et spørgsmål om hjertets omvendelse, om ydmyg erkendelse af begåede uretter og oprigtig forsoning. Der kan aldrig blive tale om at gå på kompromis med sandheden. Men »der findes en hierarkisk ordning mellem den katolske læres sandheder.« Alt er ikke af samme ophøjethed. Sandheden kan udtrykkes på mange måder, og undertiden må den omformuleres for at blive forstået af en ny tid. I stedet for konfrontation er kirkerne nu gået over til dialog, men denne bør ikke kun være af intellektuel natur. Den må blive til en »dialog mellem samvittighederne.« Som biskop af Rom har paven et særligt ansvar for enheden, og som Peters efterfølger beder han »af hele sit hjerte med Kristus om den omvendelse, som Peter måtte gennemgå for at kunne tjene sine brødre.« Peter fik ansvaret for enheden og trofastheden. At han var så svagt et menneske, der både svigtede og fornægtede sin Herre, viser at han fik fuldmagten ikke på grund af egen fortjeneste, men af ren nåde. Hans »embede har rod i Kristi tilgivelse.« Her anslår paven nu en meget personlig tone: »Jeg ved, at af forskellige grunde og mod alle parters vilje er det, som burde være en tjenende opgave, kommet til at stå i et andet lys. Men når jeg anser mig for kaldet til at udøve embedet som Roms biskop, er det i ønsket om virkelig at adlyde Kristi vilje.« Og som noget helt enestående i den katolske kirkes historie beder han på officielt plan alle ikke-katolikker om hjælp til at finde den rette form for hans embedsudøvelse: »Jeg beder den Hellige Ånd om at oplyse vore kirkers ledere og teologer, så vi sammen kan søge os frem til de former, i hvilke dette embede kan virkeliggøre en kærlighedens tjeneste, som kan anerkendes af alle ... Dette er en vældig opgave, som vi ikke kan vægre at tage på os, og som jeg ikke kan fuldføre på egen hånd. Kan ikke det sande, omend også ufuldstændige fællesskab, der råder mellem os, inspirere kirkelederne og deres teologer til sammen med mig at indlede en broderlig og tålmodig dialog, hvor vi kan lytte til hverandre udenfor al steril polemik, uden tanke på noget andet end Kristi vilje med sin kirke, og lade os gribe af hans råb: 'at de alle må være ét' ... ?«