På baggrund af, hvad vi her har sagt om den universelle bevidsthed i kirken og om betydningen af den forbøn, som »cellerne« i Kristi legeme udøver for hinanden på tværs af tiden, rummet og døden, skulle det være lettere for os at forstå den katolske kirkes værdsættelse af helgenerne og ganske særligt den største af dem, jomfru Maria - den hellige Guds moder og kirkens moder. Katolikker har ikke alene en himmelsk far, men også en himmelsk mor.

Mariadyrkelse og helgenkult: alligevel melder der sig her en del problemer ikke mindst for protestanter, så lad os til indledning kaste et blik på spørgsmålet om helgener generelt. Lad det være sagt med det samme, at de danske betegnelser »dyrkelse« og »kult« ikke er heldige, men vi har ikke som andre sprog nogle mere præcise betegnelser. De vil kun være passende begreber for udenforstående iagttagere af katolsk praksis. Katolikken selv er udmærket klar over, at dyrkelse og kult tilkommer Gud alene. »Helgendyrkelse« er foregået fra de tidligste tider, og allerede Polykarps martyrium i år 155 har alle »helgenkultens« karakteristiske træk, men kirken har hele tiden været sig bevidst, at alene Kristus skal dyrkes, helgenerne skal bare æres og efterlignes. Gud alene skal tilbedes, helgenerne kan man bede til, d.v.s. bede om deres forbøn. Hvis man her overfor vil indvende, at ordene »tilbede« og »bede til« kommer ud på det samme, vil andre mene, at der nu engang er væsensforskel på »en kasse cigarer« og »en cigarkasse«.

I øvrigt forholder det sig faktisk sådan, at kirken ikke på noget tidspunkt har fremstillet helgendyrkelse som et absolut påbud. Helgendyrkelse er blot rimelig og altid begrænset til de helgener, vi lærer at kende og kommer til personlig at holde af. Helgenerne er i Guds herlighed og bringer deres bønner for mennesker frem for Gud. Derfor er det godt for dem, der endnu befinder sig i jordens strid og møje at vende sig til helgenerne for »ved deres bønner, støtte og hjælp at opnå velgerninger fra Gud ved Jesus Kristus, hans søn, vor Herre, som alene er vor forløser og frelser« (LG, 50).

Hvorfor er helgener bedre end vi andre? Fordi vi kun tjener Gud med nogle af vore kræfter, de med alle deres evner. Fra naturens hånd er de udstyret ligesom mennesker er flest, nogle af dem klart bedre intellektuelt og psykisk udrustet end normalt, andre måske ringere. Ej heller har de været uden menneskelig skrøbelighed og synd. Men de har brugt deres vilje indtil den sidste mulighed - og udover den - til at følge Gud i fuldstændig tillid og overgivelse. Som der er genier i kunstens og videnskabens verden, er der helgener i religionens. De er som strålende lys i troens verden blevet brugt i Den Højestes tjeneste til at give nyt liv og ny vitalitet til hensygnende eller døde lemmer i hans kirkes legeme, og i hver helgen har Gud sendt verden en protest mod den voldsmagt, jordbundne materialisme eller anden synd, der nu var gældende i den periode, de levede i. Men rigtigt forstået repræsenterer helgener ikke noget særligt, nemlig i den forstand, at alle mennesker er kaldede til at blive som dem. »Det er en god og trøsterig tanke, at Gud i sin handlen med os mennesker allerede nu ser enhver af os som den helgen, han vil gøre os til« (Elsebet Kieler).

Om det ikke tager ære fra Gud at dyrke helgener? Hertil må spørges: Hvornår er jalousi blevet en guddommelig egenskab? Eller hvornår ærer man en kunstner ved at sige: Dem personlig holder jeg af, men jeg bryder mig ikke om Deres værker! Helgenerne er Guds ypperste kunstværker - dem, hvori han har nået sit mål fuldt ud. Det ville da være blasfemi at nægte Gud anerkendelse for disse værker, der alle har så stor lighed med hans søn.

Men så vidunderlige disse skikkelser er, så overstråles de dog alle af én: alle engles og helliges dronning, Maria, Guds moder. Som Andet Vatikankoncil udtrykker det: »Med henblik på Sønnens fortjenester er hun på en særlig måde blevet forløst og ved et stærkt og uløseligt bånd forenet med ham; hun er blevet beriget med den enestående opgave og værdighed at være Guds søns moder og derfor Faderens mest elskede datter samt Helligåndens helligdom; og denne nådegave hæver hende højt over alle øvrige skabninger i Himlen og på jorden.« Herefter følger det karakteristisk: »Men samtidig er hun i Adams slægt knyttet sammen med alle mennesker, der trænger til frelse...« (LG, 53). Der er i den katolske bevidsthed overhovedet ingen tvivl om, at selv om Maria har en enestående plads blandt alle skabningerne, hører hun dog til på menneskets side. Hun har ikke noget associeret medlemsskab af den hellige Treenighed, men er ligesom vi kaldet frem fra intethed til eksistens, og der er ingen nåde, ingen hellighed eller noget ophøjet fortrin hos hende, som hun ikke altsammen må takke Gud for. Intet er derfor mere forkert, ja uhyrligt, når man fra ikke-katolsk side vil spotte Guds moder, som om hun var en modergudinde, eller tale om et polyteistisk træk i katolicismen. En sådan tankegang ligger fjernt selv inden for de folkereligiøse overdrivelser, der ikke sjældent præger katolikkers forhold til jomfru Maria. Der er kun én Gud, og hele skabningen skælver for hans mysterium – men denne Gud er livets og kærlighedens Gud, og dét er, hvad Maria vil vise os.

I den hellige skrift skimtes Maria fra starten i den forjættelse om sejren over slangen, som der blev givet menneskeheden efter syndfaldet (1 Mos. 3:15). Ligeledes er hun den jomfru, der skal undfange og føde en søn, som man skal give navnet Emmanuel (Es. 7:14; Mik. 2:5). Maria tilhører den lange historie af store kvindeskikkelser i det Gamle Testamente, der erfarer Guds underfulde indgriben. Hun rager frem blandt de ydmyge og fattige, der med tillid venter og modtager frelsen fra Den Højeste. Og da tidens fylde kom, hvor Gud sendte sin søn, udtaler hun troens klare ja og stiller sig derved beredvilligt i tjeneste for frelsen og sit folks forhåbninger. Hun er den sande Abrahams datter, om hvem det blev sagt: »Salig er hun, som troede« (Lk. 1:45). Maria er den Sions datter, som repræsenterer Israel ved opfyldelsen af dets længe nærede håb. Hun er dermed ikke blot en enkeltstående from jødisk kvinde, men selve personifikationen af det gamle Gudsfolk - det som vi har kaldt en korporativ person, der sammenfatter alt det, som et fællesskab gerne vil identificeres med - og netop derfor identitetsbillede fremfor nogen på det nye Gudsfolk, hun der som jomfru og mor vier sig helt til den kommende frelser: »Se, jeg er Herrens tjenerinde; lad det ske mig efter dit ord!« (Lk. 1:38).

Med sin lovprisning til Gud for hans nådesbevisning, den skønne Magnificat, bevidner og forudgriber Maria Jesu saligprisninger af de magtesløse og omvæltningen af alle jordiske værdiforestillinger, hun der selv er et billede på befrielse og oprejsning: »Stormænd har han stødt fra troner og løftet småfolk op i højhed; hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort«, og forudser: »Se, herefter skal alle slægter prise mig salig« (Lk. 1:46-56).

Ny Testamentes udsagn om Maria indskrænker sig ikke til barndomshistorierne hos Mattæus og Lukas. Vi ser hende tydeligt i Jesu offentlige liv. Ved brylluppet i Kana i Galilæa går hun i forbøn hos sin søn og får ham til at begynde sine tegn som Messias (Joh. 2:1-11). Hun lytter til hans ord, når han sætter Riget over kødets og blodets bånd og priser dem lykkelige, der hører Guds ord og lever derefter (Mk. 3:35; Lk. 11:27-28), ligesom hun selv trofast gjorde (Lk. 2:19;51). Hun bevarer sit troens ja, også da hun sammen med disciplen Johannes står under sin søns smertefulde kors og med moderligt hjerte forener sig i hans offer (Joh. 19:25). Til sidst møder vi hende endnu engang i Jerusalem-menighedens midte, idet hun nedkalder gaven fra den Ånd, som allerede ved bebudelsen havde overskygget hende (Ap. Ger. 1:14).

På baggrund af Skriftens udsagn og den levende tro i kirken vedtog koncilet i Efesus i år 431, at Maria er Guds moder. Denne bekendelse er fælles for alle kristne, selv om jomfru Maria og hendes Gudsmoderskab tillægges langt større betydning hos katolikker og ortodokse kristne end hos protestanter. Naturligvis er Maria ikke ophav til Jesu guddommelige, men kun til hans menneskelige natur; i hendes jomfruelige skød blev menneskenaturen forenet med Guds søns person, der havde eksisteret fra evighed. Bekendelsen understreger, at det menneske, som Maria bragte til verden, var Gud selv, d.v.s. at Jesus Kristus lige fra undfangelsen på én gang er sand Gud og sandt menneske.

Bekendelsen fra Efesus havde altså egentlig ikke til hensigt at fokusere på Maria, men på Gudmennesket Jesus Kristus. Men dette viser sig faktisk at være tilfældet for alle den katolske kirkes ærefulde beskrivelser af den hellige jomfru. De har alle til hensigt at lade Maria vise os vejen til sin søn, hun som gennem hele sit liv, lige fra englens bebudelse til sin plads ved korsets fod, viste bort fra sig selv og henimod ham. Som den første troende, den største Guds datter af alle og kirkens mest fremragende medlem viser hun os andre vejen til Kristi efterfølgelse. Skulle hun, i hvem selve inkarnationen, Gudmenneskets tilblivelse, fandt sted, da ikke også fremfor nogen være forbilledet, ja urbilledet på kirken?

Denne henvisning til Kristus, som Maria og kirkens opfattelse af hende udtrykker, har nemlig sit grundlag i bibelens helhedsforståelse af skabelse og frelse. Skal vi virkelig forstå den katolske kirkes ærbødighed og kærlighed til jomfru Maria, kan det kun ske ud fra en sådan helhedsforståelse. Det kommer da klart for dagen, at hele universet er blevet skabt med henblik på fuldendelsen i Kristus. Guds evige frelsesplan var i tidens fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus, og alle mennesker er fra evighed af bestemt til at få del i hans guddommelige liv (Ef. 1:3-14). Alt er skabt ved ham og til ham, der er hovedet for kirken, hans legeme (Kol. 1:14-20). »Ordet blev kød« (Joh. 1:14), hvilket skete i jomfru Marias skød, og denne inkarnationens virkelighed forlænges på en måde i Kristi legemes mysterium, så sandt Kristus er forudsagt som »den førstefødte blandt mange brødre« (Rom. 8:29).

Selve evangeliets budskab handler jo om Guds forening med os i Kristus ved Helligånden. Vi mennesker er kaldet til at modtage guddommeligt liv fra Kristus og derved blive Guds sønner og døtre ligesom han. Men da Kristus er født ind i verden af jomfru Maria gennem hendes totale hengivelse, må vi forene os med Maria i denne hendes fulde hengivelse til Gud, for at Kristus ved Helligånden kan undfanges, vokse og fødes i os.

I salmen »Nu kom der bud fra englekor« ses denne sandhed udtrykt af Th. Kingo (1689) og N.F.S. Grundtvig (1837):

Som inkarnationen én gang for alle fandt sted i Marias moderliv, må vi til stadighed modtage denne gave i vort liv. Hun, som har undfanget og født ham, der er kirkelegemets hoved, må naturligvis også føde dette legemes lemmer og celler. Aldrig har man vel hørt, at nogen skabning skulle være kommet til verden med én mor til hovedet og en anden til lemmerne? Derfor finder Kristi fortsatte menneskeblivende sted i kirkelegemet på nøjagtig samme måde derved, at han undfanges af Helligånden og fødes af jomfru Maria i de troendes liv. Når præsten under messen rækker den hellige kommunion ud til altergæsten med ordene: »Kristi legeme« er der ikke blot tale om en slags varebetegnelse, men samtidig om en tilspørgsel: Er du klar over, at du modtager dette sakramente for, sammen med dine medkristne, mere og mere at blive omdannet til Kristi legeme, altså Kristus selv? Og hertil må altergæsten svare: »Amen«, d.v.s. ja, før modtagelsen. Kirken er Kristi fortsatte menneskeblivende.

Som Gud lod inkarnationen finde sted gennem Marias ja, som hun udtaler på menneskehedens vegne, og hvorved hun bliver intet mindre end Guds indgangsdør i verden, således kan Kristus først komme til i vort liv, hvis vi giver Helligånden vort ja. Det er i sig selv en stor tanke, at Den Højeste i sin frelsesplan for menneskeheden ville gøre sig afhængig af en ung jødisk piges ja - hendes Fiat! (»Lad det ske!«) - det samme ord hvormed Gud skabte verden. Maria er, som kirkefædrene kalder hende, den nye Eva, der ved sin lydighed bliver årsag til hele menneskehedens frelse. Som døden kom med den gamle Eva, kommer livet med den nye Eva. Hendes ja gør det klart, at mennesket er ikke i bund og grund ødelagt af synden, men noget stort og godt, skabt af Gud og på trods af sin syndighed inddraget som Guds medarbejder i hans frelse. For Maria og alle os andre gælder det, at initiativet til enhver tid er Guds og hans alene, som det fremgår af udtrykket: Undfanget ved Helligånden. Men Guds kærlighed tvinger sig aldrig på. Han gør sin frelse afhængig af mennesket, ikke fordi han er nødt til det, men fordi han vil det. »Jo mere derfor Helligånden finder Maria i et menneske, desto mere kan han danne Kristus i dette menneske« (Louis-Marie de Montfort).

På grundlag af ovenstående er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor den katolske kirke også kalder Maria for kirkens moder. Ikke alene er hun moder til kirkelegemets hovede, Kristus, men også til alle dets lemmer. Vi er ofte tilbøjelige til at reducere kirken til en organisation eller et system, og da vil det i høj grad hjælpe at se den personificeret i Maria. Hun er mor og jomfru på samme tid, og det samme er kirken. For ved tillidsfuldt som hun at modtage Guds ord og efterleve hendes kærlighed, bliver kirken selv mor. Ved døbefontens moderskød, ved alterets hellige føde og ved forkyndelsens milde, retledende ord skænker den de sønner og døtre, som den har undfanget ved Helligånden, og som er født af Gud, nyt og uforgængeligt liv. Og samtidig er »kirken også selv den jomfru, der helt og rent bevarer den troskab, som den har lovet sin brudgom« (LG, 64).

Maria vil tilmed kunne give os et indblik i balancen og komplementariteten mellem de mandlige og kvindelige elementer i kirken. Disse er dels begrundet i den menneskelige natur, dels i Skriftens og traditionens vidnesbyrd. I Ny Testamente findes der allerede sådanne mandlige og kvindelige elementer, der kan kaldes komplementære, fordi de er væsensforskellige og dog udgør en fuldstændig helhed, såsom: Adam - Eva; Kristus - kirken; Helligånden - Maria; brudgom - brud; kirkens hoved - kirkens lemmer. Ud fra sin ægte kvindelighed lærer Maria os at forstå mere af disse mandlige og kvindelige principper, såsom: den ofrende - den modtagende; den, der elsker - den, der modtager kærlighed for selv at elske; faderautoritet - moderkærlighed; kirkens struktur - kirkens liv; præst - menighed. En forståelse af de mandlige og kvindelige polariteter i kirken og i selve menneskenaturen kan således bidrage til at forklare, hvorfor den katolske kirke i hele sin historie ikke har kendt til kvindelige præster, selv om kvinden, med Maria som det mest fuldkomne eksempel, i en vis forstand står på et højere åndeligt niveau end manden.

Som Guds moder og kirkens moder er hun også altid vores moder. Og som vores moder har hun ingen anden opgave end at føre os til Kristus, hendes søn. I sin moderkærlighed drager hun omsorg for sin søns brødre og søstre, der på deres jordiske vandring stadig er omgivet af farer og trængsler. Derfor påkaldes den hellige jomfru i kirken med tilnavne som fortalerske, hjælper, støtte og midlerinde. »Dette skal forstås således, at intet trækkes fra eller lægges til Kristi vor eneste mellemmands værdighed og virkekraft. Ingen kan nemlig nogensinde sidestilles med det menneskevordne ord og vor forløser« (LG, 62).

Kirkens bøn til Maria er i sin første del sammensat af englens hilsen og Elisabets udråb (Lk. 1:28;42): »Hil dig Maria, fuld af nåde! Herren er med dig! Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds moder! Bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen.«

Vi har peget på de to grundsandheder: At Maria og alle kirkens helgener viser hen til Kristus, og at vi alle er kaldet til at følge dem efter og til at se vort eget livs opfyldelse i dem. Dette gælder i særlig grad, hvad jomfru Maria angår. Hun er den eneste helgen, hvorom den katolske kirke på grund af hendes enestående stilling i frelseshistorien har vedtaget dogmer, endda to: Dels om Marias uplettede undfangelse (1864), dels om Marias optagelse i Himlen (1950). Nogle betragter selve eksistensen af de kirkelige dogmer som en indskrænkning eller båndlæggelse af deres frihed; imidlertid kan de også betragtes som nye erkendelser af evangeliets skønhed, ja ligefrem som vinduer i vort jordiske fængsel. Det gælder i udpræget grad her.

Dogmet om den uplettede undfangelse er ofte fejlagtigt blevet forvekslet med læren om jomfrufødslen; men denne lære, som vi tidligere har beskrevet, bevidner først og fremmest, at Jesus er den sande Gudssøn, der kun har sin himmelske Fader at takke for, hvad han er, og er dermed et underfuldt vidnesbyrd om Guds nye begyndelse med menneskeheden og Rigets komme. Her drejer det sig imidlertid om Marias undfangelse, som biologisk set var ganske normal, men kirken tror, at til forskel fra os var Maria lige fra sin undfangelse ved Guds nåde fuldt ud forenet med ham.

Vi kan nemlig stille spørgsmålet: Hvordan var Maria i stand til at sige sit helhjertede ja, når vi med os selv konstaterer, at vi igen og igen svarer nej? Kirken bygger sit svar på den oldkirkelige erkendelse af Maria som modstykket til den faldne Eva, og på englens tilsagn til hende, at hun er opfyldt af Guds nåde (Lk. 1:28;30). Hendes: »Lad det ske!« er ikke hendes egen moralsk-religiøse toppræstation, men er kun mulig ved, at Guds nåde har båret hendes trossvar. Dogmet fortæller, at så dyb er Marias forening med Gud i nåden, at hun som det eneste menneske, på grund af Kristi kommende fortjenste, fra begyndelsen har været undtaget fra arvesyndens egoisme. Hun forholder sig trofast over for Guds vilje gennem hele sit liv, trods hendes livs omstændigheder, hvilket også er et væsentligt element, når vi taler om hende som »altid jomfru«. Over for indvendingen, at Maria så vel i grunden ikke skylder Jesus noget, er svaret naturligvis, at hun skylder ham mere end nogen anden skabning, fordi han bevarede hende alene fra synd. »Den uplettede undfangelse viser, at Gud kan være og er uendelig nådig imod os, ikke på grund af vore fortjenster, men på grund af guddommelig kærlighed og barmhjertighed« (Richard McBrien).

Vi ser altså, at dette Mariadogme ikke blot er et udsagn om en undtagelsestilstand, gældende for Maria, men anskueliggør ved hendes person højdepunktet af det, som Gud ønsker at gøre i og med ethvert menneske: dets fulde forening med Gud.

Netop det samme gælder dogmet om Marias optagelse i Himlen: »Ved sit jordelivs afslutning blev den uplettede Guds moder Maria, bestandig jomfru, med legeme og sjæl taget ind i Himlens herlighed.« Sådan lyder det i sin korthed, uden at give plads for mytologiske, rumlige eller tidsmæssige forestillinger. Når intet i Maria, fra hendes undfangelse til hendes dødsdag, har sagt nej til Gud, erkendes det også, at Guds totale frelse i hende har været mulig. Hun har allerede erfaret det, som trosbekendelsen kalder for »kødets opstandelse« og er allerede nu i Himlen både med legeme og sjæl, d.v.s. med hele sin personlige identitet. Det eneste ved hendes privilegium er, at hun har fået lov til at opleve dét, som vi allesammen er kaldet til, forud for os. Marias optagelse i Himlen minder kirken om dens eskatologiske dimension. I bekendelsen af denne trossætning ser kirken frem mod det eneste håb, den virkelig har tillid til: fremtiden i Gud. Vi er bestemt til uendelig lykke, åndeligt og legemligt, men Gudsrigets fulde virkeliggørelse nås først uden for denne verden, efter vor død, i »Himlen«.

Og som Stinissen skriver: »Af den grund kan vi lære af Maria at dø. Fremfor alt kan vi lære, at det at dø er en kunst, vi kan øve os i hele livet. Marias uafbrudte ja var en måde, hvorpå hun hele tiden forlod sig selv og »gik til Faderen« (Joh. 14:28), den kristne definition på døden. Når man er død utallige gange, mens man levede, bliver det, vi kalder for »døden« forvandlet til en »optagelse i Himlen«. Måske er dette noget af det vigtigste, Marias optagelse i Himlen vil lære os.«