Slægtsdramaet om den dansk-tyske familie fortsætter

Diamantpigen er anden del af slægtsromanen ”Asfaltblomstens duft”, der fortæller om den dansk-tyske familie Hakens dramatiske liv gennem det 20. århundrede. Bogen kan også læses uafhængigt af den første del.

Datteren Cæcilie føder sit barn i 1945 i Danmark under voldsomme omstændigheder og trækker sig angstfyldt ind i sig selv. Sammen med moderen Gertrud og broderen Thomas kæmper familien med efterkrigstidens hetz på grund af deres holdninger til den tyske besættelse af Danmark.

De tyske flygtningeproblemer efter krigen indfanges præcist i romanen. Det er ikke kun en af de største udfordringer, landet står i, men bliver også en udfordring for familien Haken.

Tiden herefter vender op og ned på det danske samfund. Vi oplever et årti, hvor der hersker relativ ro i det lille kongerige, mens stormene raser uden for grænserne under atomkrigens trussel.

Se også: "Asfaltblomstens duft" nedenfor.

Livet er livet værd

I sin nye roman finder bogens hovedperson omsider sit barn og dermed sig selv. Jytte Jensen berører dermed tema’et om at vende mentalt hjem, så livet kan få en harmonisk af`slutning – et tema, der er aktuelt for os alle.

Citat fra bogen:

At have klasse er at stå ved, hvad man er, og hvad man bliver til.

Hun havde selv valgt at lade andre forvalte sin vilje og stække sin frihged.

Således var det også hendes valg ikke at gøre andre til syndebukke for det, hun valgte, og det, hun ikke valgte fra.

Jette løftede hovedet.

Domkirkens spir rakte mod himlen…Solen så det.

Hun så det. Så, at også Jonas og Per så det. Og hun vidste, at hun var kommet hjem.

Bogen er nummer to fra forfatterens hånd.

Se også "I morgen må vi le" nedenfor. 

En roman fra besættelsestiden om pligt, skæbne og kærlighed

Bibbi er et ordentligt og pligtopfyldende menneske. Hun ser ud til at få en lovende karriere, men skæbnen kommer på tværs. Bibbis liv former sig på en måde, som ikke er i harmoni med hendes psyke, men omsider får hun fred.

En søsters sygdom og død

”Vejen til Lee” handler om Lise Andersens søster, da denne får konstateret kræft. Hun bliver i bogen kaldt Emmy. Man læser blandt andet om hendes vilje til at være et mirakel, at være én, der bliver rask – og reaktionen, da det ikke bliver til virkelighed.

Der er ikke brugt mange ’store’ ord, det vigtige er nærvær i den sidste tid. Lise Andersen har valgt at bruger dagbogsformen, noget der gør, at man kommer helt tæt på.

Lise Andersen skrev næsten dagligt i det sidste halve års tid af søsterens liv – fra starten som en hjælp til sig selv. Siden har hun vurderet, at bogen måske også kan sige andre mennesker noget, da det at miste er et livsvilkår for os alle.

En børnebog om drengen Ole

Ole er bogens lille hovedperson. Han er enebarn og er en kvik og begavet dreng, der er knyttet til sit hjem og forældre, specielt faderen.

Men han er også selvstændig og har trang til at fundere over sin egen fremtid. Han vil være noget spændende og udfordrende – hvordan harmonerer det med de trygge rammer hjemme?

Hvordan vil far og mor forstå hans drømme? Som enebarn føler han sig også lidt uundværlig hjemme hos sine forældre.

Gid Gud din dag må ske

i skønhed og i magt,

lad os i evighed nu se,

at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,

som skælver for din fod,

din ro, når du det bringer ind

til al din overflod!

Bring din retfærdighed

til hver en bange sjæl,

og byg så for din evighed

på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord

dit rige fyldt af fred,

så krigen flygter for dit ord

og for din kærlighed!

Giv Gud din dag må ske,

vor krybbe synes tom;

i mørket kan vi intet se,

vi råber: Herre kom!

Vers 1-2 efter ”O day of God, draw nigh”,

Robert B.Y. Scotts, 1937

Debutforfatteren Peer Louis Aarestrup er efterkrigstidsbarn og har selv mærket sårene fra besættelsestiden.

Han er optaget af virkeligheden og dens mange sider og lader alt stå åbent for læseren. Forudindtagede meninger forkaster han, og han går med sympati i lag med de mennesker, som samfundet vender ryggen.

Aarestrup bruger både brede og tynde pensler i sine portrætter af en familie under Anden Verdenskrig, og hans metaforer skærer sig ind under huden på såvel hovedpersonerne som læseren.

Historien rækker over fortiden ind i nutiden og når såvel den modne som den unge læser med sit dramatiske budskab.

Har man læst denne stærke roman, er man ikke den samme som før.

At skrive digte er en indre proces, der som regel kommer fra hjertet. Danner kreative livsanskuelser til opbyggelse for læseren og kaster lys over livssituationer, der skal tackles på den helt rigtige måde trin for trin op af rangstigen. Det er efter min overbevisning vigtigt, at læseren oplever indre helbredelse ved at læse digtene, og jeg ønsker blot Guds velsignelse ind over dit liv.

Fra forordet